Badekarret har de senere år fået en rænessance. Efter at have levet en anonym tilværelse op igennem 80érne og 90érne, står badekarrene igen højt på ønskesedlen, når badeværelset skal indrettes. Mange børnefamiler kan slet ikke undvære badekarret. Her oplever voksne og børn en stor glæde, ved at man kan bade sammen og hygge med diverse badedyr, skumbad og hvad der ellers hører sig til.

Foto:Axor - Axor Urquiola

Opblomstringen skal ligeledes ses i lyset af, at man i nye huse i dag indretter et såkaldt ”Master Bathroom”, som i størrelse langt overgår tidligere tiders badeværelser. Man snakker nu om begrebet ”velværelse” hvor der er plads og mulighed for afslapning, velvære og hygge. Her har badekarret en vigtig funktion, da en tur i karret, for mange betyder en mulighed for nydelse og personlig forkælelse. Før var badeværelset bare et praktisk rum, hvor man gik på toilet og tog bad for at blive ren. Ændringen af badeværelsets betydning, har helt sikkert været medvirkende til, at badekarret eller alternativt spabadet, som oftest er en fast bestanddel af interiøret. 

Form og størrelse
Hvor et badekar før i tiden altid var aflangt, findes der i dag mange forskellige udformninger og størrelser. Foruden det aflange kar, findes der både hjørnebadekar og helt runde modeller. Valget af formen på badekarret, afhænger i høj grad af rummets størrelse og hvilke ønsker der er til det øvrige inventar. Et hjørnebadekar kan være det rigtige valg i nogle situationer, mens et aflangt badekar passer bedre i andre tilfælde. Derfor er det svært at sige, hvad fordelene vil være, ved at vælge den ene form frem for det andet. Hvis man gerne vil kunne være 2 i karret ad gangen, er der dog ingen tvivl om, at et hjørnekar er 

Foto:Hoesch - Scelta

det oplagte valg. Hvis man derimod ligeledes skal bruge karret til brusebad, vil et aflangt kar med en påmonteret bruseafskærmning være at foretrække. Udover formen, er valget af størrelsen på badekarret meget vigtig. Vær opmærksom på, om badekarret er stort nok til, at man kan ligge ordentlig . Hvis badekarret er for lille, risikerer man at skulle sidde halvt op, med knæene stikkende op ad vandet.

Et aflangt badekar er typisk 170-180 cm langt og 70-80 cm i bredden. Hvis karret også skal bruges til brusebad, vil det være fornuftigt at gå efter et kar med en bred plan bund, så der er god plads til fødderne. I mange tilfælde vil størrelsen af karret dog afhænge af, hvad rummålene tillader. Der er heldigvis et stort udvalg af kar i forskellige længder på markedet. Derfor lykkes det som regel, at finde et badekar der passer nøjagtig til det mål, der er til rådighed i badeværelset.

Hjørnebadekar findes både i symetriske og asymetriske udgaver. Valget af model afhænger her igen, af den samlede indretning af badeværelset. Hvor de symetriske kar fylder 140 – 150 cm i bagkantmål, er det sværere at definere målene på et typisk asymetrisk kar, da det som oftest bruges, når der ikke er lige meget plads på begge sider af hjørnet. De runde badekar måler som regel mellem 160 og 180 cm i diameter. Det er dog yderst sjældent, at der er plads til den runde model, da de tager meget plads i rummet. Læs mere herom nedenfor, i afsnittet om valg af placering af badekarret.

Placering

Foto:IFÖ - Indmuringskar i emaljeret stål

Generelt skelner man mellem badekar til indbygning eller fritstående badekar. Badekar til indbygning dækker i denne forbindelse over badekar som skal dækkes ind mod gulvet og evt. sidevægge. Det kan enten ske ved at lave en væg beklædt med fliser foran karret eller ved at montere front og sidepaneler, så badekarret bliver lukket af mod gulvet og væggen. Fordelen ved et badekar monteret med paneler, er at denne løsning er væsentlig lettere at fjerne i fremtiden, end et decideret indmuret kar. Der er jo ikke fliser inde under og bagved det indmurede kar og derfor vil en sådan beslutning kræve en større omforandring af badeværelset. Det indbyggede kar står altid op ad mindst en væg og fylder derfor minimalt i rummet.

Anderledes forholder det sig med det fritstående badekar. Som navnet antyder, placeres dette kar som regel frit i rummet, uden at støtte sig op ad en væg. Placeringen er dog meget flexibel, da det kan sagtens stå helt tæt op ad en væg. 

Foto:Royal King

Et fritstående badekar kan enten stå på synlige ben, eller være dækket ind ned mod gulvet. I enkelte tilfælde sænkes badekaret ned i gulvet, hvilket giver et meget eksklusivt udtryk. Løsningen er dog noget omfattende, da man skal sikre sig mod vandskader under karret. Desuden kan det være en farlig løsning hvis der er små børn i huset, da disse vil have større risiko for at falde i karret og drukne, end ved et traditionelt badekar.

Hvis badekarret skal placeres frit i rummet, vil det uværligt kræve en del plads. Derfor er det kun i et badeværelse af en vis størrelse, at en sådan placering kan lade sig gøre. Placeringen af karbatteriet vil som oftest være direkte i gulvet. Der er udviklet specielt høje batterier, der kan bruges til fritstående badekar. Alternativt kan karbatteriet sidde på kanten af badekarret, når man nu ikke kan placere det i væggen.