Bidétet – Toilettets oversete følgesvend
I Sydeuropa er bidétet et uundværlig element i badeværelset. Helt anderledes forholder det sig her I Danmark, hvor bidétet kun ses yderst sjældent. I 60’erne og 70’ernes parcelhuse var bidétet ellers meget brugt, men er siden forsvundet igen. Det er lidt en skam, for ud fra et hygiejnisk synspunkt er en tur på bidét efter toiletbesøg rigtig godt. Frank Hvam formulerede det således på et tidspunkt: Kunne I forestille jer kun at bruge toiletpapir til at tørre op efter et barns uheld på stuegulvet? Nej vel – her vil man selvfølgelig bruge vand og sæbe.
Men hvorfor så kun bruge toiletpapir ved toiletbesøg?
Det er lidt underligt at der ligefrem er en tendens til, at grine lidt af folk der indrømmer at de har og bruger et bidét. Udover de klare hygiejniske fordele vil man kunne spare en del på toilet papiret ved brug af et bidét. Til gengæld vil vandforbruget selvfølgelig stige en smule. Bidédet kan ligeledes bruges til fodvask, så man ikke behøver at bruge enten håndvasken eller brusebadet.
Materiale og type
Da bidétet ligger tæt op ad toilettet i design og udformning er det naturligt at porcelæn også her er det foretrukne materiale til fremstilling. Porcelænen findes, som med toiletter, med en speciel rengøringsvenlig overflade som holder sig pæn i mange år. Farven på bidét og toilet vil stort set altid være den samme. Alle de kendte producenter af toiletter har design serier med både toilet og bidét og det vil derfor være naturligt at vælge det bidét der passer til det valgte toilet. Farven er stort set altid hvid, men som med toiletter er der også her andre muligheder hovedsagelig sort.
Der findes både væghængte og gulvmonterede bidéter. De væghængte modeller monteres på et stativ på samme måde som et hængetoilet. Da toilet og bidét typisk monteres ved siden af hinanden, vil cisternekassen så bare laves så den dækker begge stativer. De gulvmonterede modeller installeres med et afløb i gulvet, mens kold og varm vand som regel kommer fra væggen bagved. Et typisk bidét til vægmontering måler 35-40 cm i bredden og fylder godt 70 cm ud fra væggen inkl. installations kassen bagved. Det gulvmonterede toilet måler stort set det samme både i bredden og ud i rummet. Men det afhænger selvfølgelig af hvor tæt på væggen det monteres.
Der er faktisk et ganske stort udvalg af bidéter, hvilket skyldes at der er et kæmpe marked for disse længere nede i Europa. Det er en god ide at vælge en model hvor der ikke kun er tænkt over designet, men også om der er god plads til at vaske og skylle sig.
Da bidétet vælges sammen med toilettet, kan valget af bidét således have indflydelse på hvilket toilet man vælger.
Selvom et bidét står på ønskesedlen, er det desværre ikke altid der er plads i badeværelset. I sådanne tilfælde, vil det naturligt nok være bidétet som må stå for skud, når ønskerne må indskrænkes. Men hvis der er plads og pengepungen tillader det, er det helt sikkert en god ide at installere et bidét i badeværelset. Hvis man først har vænnet sig til at bruge et bidét efter toiletbesøg er det svært at undvære.
Bidétbatteri
I de fleste serier af badeværelses armaturer, indgår ligeledes et decideret bidét batteri. Den væsentligste forskel i forhold til håndvask armaturet, er at tuden på bidét batteriet peger fremad og at denne som regel er kipbar. For at lette afskylningen findes enkelte bidét batterier med en håndbruser placeret til den ene side. Før i tiden så man ofte en bundmonteret bruser i bidétet, men denne løsning fadede efterhånden ud af hygiejniske årsager. Det kan være en god ide at montere en skoldningsspærre på batteriet, så man ikke risikerer pinefulde uheld.
Pris
Det er klart at et bidét er en fordyrende foranstaltning til badeværelset. Selve bidétet ligger for hovedpartens vedkommende mellem 2000-4000 kr. Derudover koster bidétbatteriet typisk mellem 2000 – 3000 kr. Forberedelse af vand og afløb samt selve monteringen er jo heller ikke gratis. Inden man får set sig om, snakker vi let omkring 10.000 kr ekstra for at få et bidét med i badeværelses løsningen. Om det så er hele investeringen værd, vil jo være op til den enkelte at vurdere.
Bidétsæde
Som et alternativ til et decideret
bidét findes der i dag et bidétsæde, som monteres direkte på toilettet i stedet for et traditionelt toiletsæde. Sædet fungerer ved at der sidder en bevægelig spulearm, som spuler det ønskede område. Herefter sørger en luftdyse for at tørre området igen. Sædet kan fåes med indbygget sædevarme og skal tilsluttes det kolde vand og strøm. Æstetisk er løsningen ikke særlig smart, men hvis man vægter hygiejnen højere end det rent æstetiske, kan bidétsæderne være et udmærket alternativ til et bidét. Alene pladshensynet kan være medvirkende til at vælge et toilet og bidét i et. Men da der jo ikke anvendes sæbe, vil bidétsædet ikke kunne opfylde helt de samme kriterier for renlighed, som et traditionelt bidét. Prismæssigt ligger bidétsæderne mellem 4000-9000 kr, afhængig af hvor mange funktioner sædet skal have.
Seneste kommentarer